I ankommer til Hanoi, kendt for sine smukke boulevarder, gamle træer, parker og meget mere. Dagen er afsat til at se nærmere på nogle af hovedstadens seværdigheder. I begynder ved Ho Chi Minhs imponerende mausoleum og en af byens mest berømte pagoder. Herefter går I gennem de små gader og oplever bylivet på tæt hold. I har en fridag i Hanoi, hvor der er tid til at shoppe eller at gå på opdagelse i byens mange gadekøkkener.
I kører ud til kysten, hvor I skal besøge den berømte bugt Halong Bay. Her skal I sejle rundt i det smaragdgrønne vand mellem tusindvis af kalkstensklipper. Bugten, der er fredet af UNESCO, strækker sig over et område på 1.500 km2. I overnatter på den traditionelle båd og får serveret seafood-middag. Om dagen skal I sejle i kajak rundt i bugten, hvor I oplever huleformationer og har mulighed for at bade. Er vejret godt, kan I sole jer på bådens terrasse og nyde de smukke udsigter.