I bliver budt velkommen på srilankansk manér af jeres lokale guide, som kører jer til jeres første hotel. Efter en god nats søvn rejser I til Dambulla, hvor der venter en masse spændende oplevelser. Første dag i Dambulla skal I på elefantsafari i Minneriya Nationalpark. Her kører I rundt i en jeep og oplever de enorme dyr helt tæt på. I skal udfordres med de mange trapper op til toppen af det imponerende 200 meter høje klippefort, Sigiriya Rock, hvorfra der er den flotteste udsigt ud over området. Der er en helt speciel stemning, når man på vej op går forbi slangetæmmere, malerier af smukke ungmøer og de flotte løvepoter. Senere besøger i en lokal landsby og I smager på de lokale specialiteter. Dagen afsluttes med et skolebesøg eller en yoga lektion.
Vil I have mere adventure, er der også mulighed for at svæve over landskabet i en varmluftsballon, hvis vejret og sæsonen tillader det. Rejsen fortsætter til den smukke by Kandy, der er hovedstad i den centrale provins og er på UNESCO´s verdensarvsliste. Her er rig mulighed for at få en masse kulturelle oplevelser, og få shoppet en masse souvenirs. I besøger Temple of the Tooth, hvor Buddhas tand siges at være, og oplever et srilankansk danseshow. Næste dag står på shopping. I besøger et lokal marked og har tid til at købe nogle af de mange lækre ting, som Sri Lanka har at byde på: silke, batik, træmasker, Buddha figurer, krydderier, te og meget mere. I fortsætter eventyret ind i den frodige jungle, hvor I skal bo i den lille by Kithulgala. På vejen besøger i en tefabrik og lærer om produktionen.